Forhudsbetændelse

Jeg har en 1 år gammel jack russell terrier, og i nogle dage er der kommet noget betændelse ud af hans penis. Er det farligt?

Dyrlægen svarer:

Din hund har uden tvivl forhudsbetændelse – det er meget almindelig hos unge hanhunde, især i forbindelse med kønsmodningen. Det er ikke farligt, og du skal ikke være bekymret.  

Symptom

Gult eller gulgrønt sekret/udflåd kan ses fra forhuden og der, hvor hunden har ligget. Hunden slikker sig som regel meget. 

Årsag

Forhudsbetændelse rammer de fleste unge hanhunde i forbindelse med, at de bliver kønsmodne, og skyldes, at bakteriefloraen i forhuden gradvist ændrer sig. 

Hvad kan jeg selv gøre?

Der findes desværre ikke nogen egentlig behandling, som kan helbrede forhudsbetændelse, og det er ofte en tilbagevendende tilstand. Du kan holde det lidt nede ved at rense forhuden med klorhexidin 2 % eller forhudsrens. 

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

Forhudsbetændelse er som regel ikke farligt for hunden – men i visse tilfælde kan det anbefales, at du tager din hund til dyrlægen. Hvis udflådet begynder at lugte grimt eller der er blod i sekretet, skal du altid kontakte dyrlægen, som om nødvendigt kan behandle din hund med medicin. Kontakt også dyrlægen, hvis betændelsen bliver værre, hvis forhuden bliver hævet eller hvis hunden virker meget generet af det. 

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Synes godt om?