Leverbetændelse (HCC)

Jeg skal have vaccineret min hvalp, og hun skal blandt andet vaccineres mod leverbetændelse. Hvorfor det?

Dyrlægen svarer:

Leverbetændelse også kaldet HCC (Hepatitis Contagiosa Canis) er en smitsom virusinfektion, der angriber leveren. Sygdommen er ikke almindelig i Danmark, fordi langt de fleste hunde bliver vaccineret. Denne type leverbetændelse forårsages af en meget modstandsdygtig virus, og det er derfor vigtigt, at du får din hvalp vaccineret mod den. 

Symptom

Hunden får normalt feber. Andre symptomer kan være mavesmerter, opkastning og diaré. Slimhinderne i mund og øjne kan være blege og/eller gule. Ofte opstår der en alvorlig øjeninfektion. 

Årsag

Denne leverbetændelse (HCC) forårsages af en virus, der benævnes CAV-1.

Hvad kan jeg selv gøre?

Få din hund vaccineret mod leverbetændelse, og sørg for, at den også som voksen får de anbefalede re-vaccinationer, så den altid er bedst muligt beskyttet. 

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

Kontakt dyrlægen, hvis din hund ikke er vaccineret mod leverbetændelse eller hvis den har symptomer på leverbetændelse.

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Synes godt om?