Feber hos hund

Min hund føles meget varm om poterne, kan det betyde, at den har feber? Kan man give en hund medicin mod høj feber?

Dyrlægen svarer:

Hundens normale temperatur ligger mellem 37,5 og 39,0 grader Celcius. Hundens kropstemperatur kan kun måles ved at tage temperaturen i endetarmen med et rektaltermometer. Temperaturen kan ikke måles ved f.eks. at mærke på hundens poter eller næse.

Man må aldrig give hunde febernedsættende medicin, der er beregnet til mennesker, uden at det er i samråd med en dyrlæge. Lægemidler som Panodil eller Ipren kan være giftige for både hunde og katte. 

Symptom

Hvis hundens kropstemperatur er over 39,5 har den feber. Efter kraftig motion kan hundens temperatur dog komme op på 40,0 grader, uden at det betyder, at den har feber. En høj kropstemperatur kan også være tegn på, at hunden har hedeslag. 

Hvad kan jeg selv gøre?

For at vide, om din hund har feber, skal du vide, hvad hundens normaltemperatur er. Tag hundens temperatur, når den er rask. Gør det et par dage i træk, og helst på nogenlunde samme tidspunkt og når hunden er i ro. Hvis din hund viser tegn på sygdom, kan det være en god ide at tage temperaturen. Din dyrlæge vil kunne bruge denne oplysning, når du kontakter dem.

Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?

Hvis temperaturen kommer op over 40 grader, er det på tide at tage hunden med til dyrlægen.  

Er dit spørgsmål akut?

Så anbefaler vi altid, at du kontakter din dyrlæge med det samme.

Synes godt om?