Dyrlægen svarer:
Det er helt normalt, at huden hæver og bliver lidt rød efter et flåtbid, og det er ikke så farligt. Hvis en del af flåten sidder tilbage i huden, kan der opstå en let betændelse, som vil afstøde delene. Du kan rense huden med klorhexidin og prøve at fjerne delene med en ren nål eller pincet, men ellers kommer de ud af sig selv efter nogle dage.
Symptom
Huden kan hæve og blive rød der, hvor flåten har siddet, og det kan også klø.
Hvad kan jeg selv gøre?
Den bedste måde at undgå flåtbid på er ved at beskytte din hund mod flåter. Der findes mange forskellige præparater, som bl.a. kan købes på apoteket, lige fra piller til halsbånd. Tjek hunden igennem hver dag, så du kan fjerne eventuelle flåter så hurtigt som muligt.
Hvis hunden som i dit tilfælde har fået flåter på sig, og man ikke får hele flåten ud, er det en god idé at rense området med klorhexidin.
Hvornår skal jeg kontakte min dyrlæge?
Kontakt dyrlægen, hvis der kommer et sår, som ikke heler i løbet af 1-2 uger.