Hvid betyder ekstra arbejde

Den hvide pony eller ponyen med hvide aftegn bliver næsten altid gullig i farven. Det er derfor en god idé at bruge en sølvshampoo, der er speciel til hvide ponyer, når du vasker den. Sådan en shampoo er normalt lilla og fjerner alt snavs og farve, så ponyen bliver skinnende hvid. Husk, at hvis du vasker ponyen over det hele, så skal du tænke på at holde den varm, hvis det er køligt udenfor. Det kan du f.eks. gøre, hvis I har et solarie, eller alternativt give den et ulddækken på til den er tør.

Hvis ponyen alligevel er gul om morgenen, kan du med fordel have en tørshampoo til rådighed, som kan fjerne pletter, uden at ponyen skal gøres våd. Almindeligt kartoffelmel er også et gammelt trick, der gør næsten alt hvidt, så det kan du også prøve af.

Halen bliver let snavset

Halen bliver normalt nemt beskidt, så her kan du lade shampooen sidde i lidt længere, så det giver en bedre effekt. Husk, at skylle grundigt efter med rent vand, så der ikke er noget shampoo tilbage i halen. Det kan nemlig genere ponyens hud og skabe kløe. Når du har vasket halen, kan du bruge en masse showshine. Det fungerer lidt ligesom balsam, så halen er nem at rede ud, men giver også glans, så halen er flot og skinnende. Showshine kan også virke lidt smudsafvisende, så snavset ikke sætter sig helt så nemt fast. Hvis du fletter halen dagen før, vil du få en flot bølget hale, som også er nemmere at holde ren.

Rent udstyr

Sørg for, at alt dit udstyr er rent, så ponyen ikke får pletter fra f.eks. et beskidt dækken eller en snavset grime. Det er også vigtigt at boksen er ren, så hesten ikke helt så nemt kan lægge sig i noget, der pletter dens pels. Du kan derfor med fordel muge klatter også om aftenen for at holde ekstra rent.

Tag dig tid

Det vigtigste, når du og din pony skal til stævne, er, at I får en hyggelig dag. Det er derfor en god idé at sætte god tid af til klargøring af ponyen, så det bliver en god oplevelse for jer begge to.

God fornøjelse!