Oprindelsesland: USA, staten Maine. Racens navn er altså en sammensætning af stedet Maine og kattens udseende, der kan minde om en vaskebjørn, på engelsk en raccoon. Navnet kan altså løst oversættes til ”vaskebjørnen fra staten Maine”.
Levealder: 9 - 12 år
Vægt: Hanner 9 - 11 kg, hunner 5 - 7 kg
Hvor kommer maine coon fra?
Maine coons oprindelse kan spores tilbage til 1800-tallet i staten Maine, USA. Den mest accepterede teori om dens oprindelse er, at den er en race, der udviklede sig gennem naturlig udvælgelse. Maine coon blev officielt anerkendt som en race i begyndelsen af 1900-tallet og har siden da vundet stor popularitet. Staten Maine har sågar erklæret racen for statskat, og den regnes for at være et nationalt klenodie, som fremhæves ved enhver given lejlighed.
Hvordan er en maine coons temperament og adfærd?
Maine coonens adfærd er kendetegnet ved, at den er lige så rar, som den er stor. Den knytter sig tæt til sine ejere. Maine coon er også kendt for at være meget tolerant over for børn og andre kæledyr, hvilket gør den velegnet som familiekat. Den er ligeledes intelligent og legesyg, og den nyder at blive aktiveret og stimuleret.
Maine coon er også kendt for sin nysgerrighed og elsker at udforske sine omgivelser. Derfor har den også svært ved at tolerere lukkede døre i hjemmet, for den vil gerne kunne være med i alt. Den er en god jæger og vil ofte tage sit bytte med hjem, hvor den kan nyde det i sikkerhed.
Et andet særpræg for racen er, at de sidder og skraber på gulvet eller slår med poten i deres vandskål, før de drikker. Katte bryder sig ikke om, at deres knurhår går imod siderne på vandskålen, så det kan være en god idé at have en ekstra stor vandskål til din maine coon. Fyld den godt op, så din kat ikke skal stikke hele hovedet ned i skålen for at nå vandet, men kan drikke fra det høje vandspejl.
Mange katte synes om en stor skål af glas, fyldt godt op med vand, så de kan se, hvad der sker omkring dem, mens de drikker. Stil vandskålen på et flisegulv, der er nemt at tørre vandet op fra – eller måske på badeværelset. Det kan også være en god idé at stille vandskålen på en stor bakke med lidt høje kanter, så du ikke får vand ud over hele gulvet, hver gang din kat drikker. Generelt er racen virkelig glad for vand – især rindende vand er et hit, så en drikkefontæne, der holder vandet filtreret og i bevægelse, kan også være skøn at have for en maine coon.
Aktivering af maine coon
Maine coon er en aktiv og legesyg kat, der kræver en vis grad af aktivering og stimulering for at være glad og tilpas – især hvis den holdes som indekat.
Dens legesyge natur, kombineret med dens nysgerrighed og intelligens, giver en kat, der gerne vil opleve og følge med dig i alt, så det er egentlig mest din egen fantasi, der sætter grænser. Skal den lære små tricks? Skal den apportere? Eller skal den måske lære at gå i sele og snor, så du kan tage den med ud i sikre omgivelser, f.eks. i haven, hvor den kan få andre sanseoplevelser, end den får inde i hjemmet?
Motion, jagtleg, sansestimulering, opgaveløsning og træning er også vigtigt, når du skal aktivere din maine coon. Fordi mange maine coons er så glade for vand, kan de også nyde at få en stor vaskebalje med vand og legetøj i, som de kan pjaske med på badeværelset eller i den kattesikrede have om sommeren.
I det hele taget er variation godt, når du skal finde på, hvordan du vil aktivere din kat i dag. Når du laver noget nyt med din kat hver dag, bliver aktiveringen ved med at være interessant for den, og det motiverer den til at deltage.
Klikkertræning i korte træningspas er en god træningsteknik til katte – også til maine coons. Husk, at træning ikke kun kan bruges til at lære katten sjove tricks, men også til at lære den praktiske færdigheder, som f.eks. at gå frivilligt ind i transportkassen.
Det er aldrig rart at være nødt til at tvinge katten ind i kassen, når I f.eks. skal til dyrlægen, og med maine coonens imponerende fysik kan det føre til, at du bliver kradset eller bidt alvorligt – men sådan behøver det heldigvis ikke at være, når du træner din kat langsomt og gradvist og giver den positive oplevelser med både transportkassen og selve transporten.
Endnu en vigtig færdighed at bruge træning til er at lære din maine coon – med den flotte, store pels – at det er rart at blive børstet, også på de mere ømtålelige og mindre tilgængelige steder som under ”armene” og på indersiden af lårene.
Med maine coonens tendens til tandproblemer er det også guld værd at træne den til at have det godt med at få sine tænder børstet hver dag.
Maine coons udseende og størrelse
Maine coons krop er stor, muskuløs og rektangulær, hvilket giver den et robust og kraftfuldt udseende. Den har en bred brystkasse, kraftige ben og en lang, busket hale. Maine coonens pels er lang (det er en semilanghåret race), tyk og vandafvisende, hvilket gør den velegnet til koldere klimaer. I vinterhalvåret har den typisk en karakteristisk krave omkring halsen, som giver den et majestætisk udseende. Maine coons ører er store og behårede. Alt i alt har den et meget flot og imponerende udseende.
Racens flotte udseende kan desværre også være en ulempe, da den virkelig skilter med at være en fin racekat og derfor kan risikere at blive stjålet af fjolser, der tror, at de kan sælge den videre for enorme summer. Også derfor bør man passe godt på sin maine coon og f.eks. ikke bare slippe den løs på helt fri pote. Husk også, at det er vigtigt at have den mærket med øretatovering, chip eller begge dele og have den registreret i Dansk Katteregister, så du kan bevise ejerskabet af den.
Fordi den er så stor, kan nogle mennesker, der ikke er vant til katte, blive bange for maine coonen. Børn, der ikke kender katte i forvejen, kan også blive skræmte, hvis de kommer på besøg i et hjem med en maine coon. Når man er et barn, er katten jo lige så stor som én selv – og hvis den så rejser sig på bagbenene, kan man jo godt forstå, at det kan være overvældende at møde sådan en. Men heldigvis kan børn jo lære at omgås katten roligt og at respektere dens grænser og behov – og når de opdager, hvor rar og legesyg katten faktisk er, vil frygten ofte forsvinde som dug for solen.
Maine coons farver og mønstre
Maine coon findes i næsten alle farver og mønstre, blandt andet:
- Sort
- Sort smoke
- Sort tortie
- Blå
- Blå tortie
- Rød
- Hvid
- Sølv
- Alle tabbyfarver og mønstre
Nogle maine coons har ”polydaktyli”, dvs. at de har flere tæer, end katte normalt har. Almindeligvis har katte fem tæer på forpoterne og fire på bagpoterne, men hvis de er polydaktyle, har de endnu flere, og det ser tit ud som om, de har ”tommeltæer” eller vanter på. Polydaktyli kan ses hos alle racer, men forekommer særligt ofte hos maine coons.
Pelspleje på en maine coon
Maine coons pels kræver regelmæssig børstning for at forhindre sammenfiltring og holde pelsen i god stand. Det anbefales at børste sin maine coon mindst en gang om ugen og oftere i fældeperioder for at undgå, at pelsen filtrer og for at holde den sund og skinnende. Når du børster din kat regelmæssigt, sørger du også for, at der ikke kommer så mange hår ned i maven, når den slikker sig, så der dannes færre hårboller.
Hvis din maine coon kommer med udenfor, kan den nemt samle småkviste, blade og ukrudtsfrø op i pelsen, og det kan få den til at filtre ekstra meget. Skovflåter kan også nemt gemme sig i pelsen, så det er en god idé at børste og/eller mærke den igennem, når den kommer ind igen. Nogle ejere vælger at få deres maine coon klippet om sommeren for, at den ikke skal få det for varmt.
Hvad fejler maine coon?
Som mange andre racekatte kan maine coon have en særlig risiko for at blive ramt af forskellige arvelige sygdomme. Det skyldes bl.a., at racerene katte generelt har en mindre pulje af gener at føre videre end huskattene, som formerer sig meget mere tilfældigt og derfor sjældnere får ført uheldige gener videre til næste generation. Nogle linjer af maine coonen er avlet med henblik på at gøre dem så store som overhovedet muligt, og denne type avl kan nogle gange føre uheldige genetiske egenskaber med sig.
Blandt de sygdomme, som en maine coon risikerer at få, er:
- Hypertrofisk kardiomyopati (HCM), som er en arvelig hjertelidelse. Hos katte med HCM er hjertemuskulaturen fortykket, så den mængde blod, som hjertet kan pumpe, bliver mindre. Det kan give en øget tendens til at danne blodpropper. Heldigvis arbejder opdrætterne på at mindske forekomsten af sygdommen ved at få hjertescannet deres avlskatte og undgå at avle videre på katte med lidelsen.
- Hofteledsdysplasi (HD), som er en arvelig lidelse, hvor hofteleddet bliver ustabilt. Der gøres heldigvis også et stort stykke avlsarbejde for at undgå dette helbredsproblem.
- Tandproblemer som f.eks. tandkødsbetændelse, parodontose og tandresorptioner, hvor tænderne og deres rødder nedbrydes, så der kommer huller i emaljen, nerver og blodkar bliver blottet, og tænderne kan knække af.
- Maine coons kan også have en tendens til at have en sensitiv fordøjelse. Årsagen til dette er endnu ikke kendt fuldt ud. Mange maine coons bliver fodret med diætfoder til sarte maver efter anbefaling fra dyrlægen. Fordi denne race er så stor, har den brug for større fodermængder end vores små huskatte, og diætfoder koster typisk mere, end almindeligt vedligeholdelsesfoder gør. Derfor kan det være en større økonomisk udfordring at have en maine coon.
- Overvægt: Når man ønsker sig en meget stor kat, men det viser sig, at den ikke bliver helt så stor, som man havde håbet, kommer nogle ejere til at overfodre katten og gøre den overvægtig, fordi de synes, det får den til at se større ud. Det er desværre lige så usundt for katte som for mennesker at være overvægtige, og det kan føre til mange alvorlige følgesygdomme som f.eks. sukkersyge. Derfor bør man altid forebygge overvægt med sundt foder og evt. aktiveringsfodring.
Køb af maine coon-killing
Vælg en opdrætter, som er opmærksom på både racens fysiske sundhed og adfærdsmæssige trivsel, og som kan give dig råd og støtte til, hvordan du skal passe din maine coon. Hvis du ønsker en mere uvildig rådgivning før købet, er du altid velkommen til at kontakte din dyreklinik eller en uddannet katteadfærdsrådgiver.
Før du køber killingen, kan du bede opdrætteren om at se kuldet, så du kan danne dig et indtryk af, hvordan de ser ud. Er de rene og pæne, har de klare øjne, rene ører, og viser de ingen tegn på diarré eller lignende? Bed gerne om at se morkatten – og helst også faren, hvis det er muligt – for at se, hvordan de ser ud, og hvordan deres temperament er.
Spørg gerne, om forældredyrene er screenet for arvelige sygdomme som f.eks. hypertrofisk kardiomyopati (HCM).
Spørg også, om opdrætteren er begyndt at træne din kommende bedste ven til at have det godt med f.eks. at blive børstet, at få børstet tænderne og at komme ind i sin transportkasse. Når opdrætteren har lagt et godt træningsfundament, bliver det meget lettere for dig at overtage og vedligeholde træningen resten af din kats liv.
Tre ting, du skal vide, inden du køber en maine coon
- En ordentlig kleppert: Maine coon er en stor og tung race, og når især hannerne leger, kan det gå lidt voldsomt for sig. Du skal derfor være klar over, at det er en stor basse, du får ind i huset. På grund af racens imponerende størrelse er den også dyrere i foder og kattegrus end mindre racer er. Transportkassen og kattebakkerne skal være større end normalt – mange bruger hundetransportkasser til deres maine coons, for de kan slet ikke knibe sig ind i en kattetransportkasse af gennemsnitlig størrelse.
- Pelspleje: Selvom en maine coon ikke har en voldsomt krævende pels, skal den stadig børstes igennem mindst en gang om ugen og gerne flere, så du forebygger filterknuder, der kan gøre ondt på den, og som kan få den til at have det mindre godt med at blive børstet. Desuden fælder den i nogle perioder mere end andre, og da pelsen er mellemlang, er det naturligvis også nogle lidt længere hår, der ryger af og lægger sig på gulvet, i møblerne og på dit tøj. Støvsugeren og fnugrullen er gode at have tæt på, når du har en maine coon.
- Kan oftest godt lide selskab: Maine coon er én af de racer, der ikke udelukkende bliver avlet på udseendet, men også på, hvor sociale de er over for mennesker og over for andre dyr. De fleste maine coons nyder selskab – især af mennesker. Nogle nyder også at have selskab af andre katte, men som alle vores tamkatte er de ikke flokdyr.
Der kan altså være individuelle maine coons, der har det svært med at leve tæt sammen med andre katte, selvom dette problem nok opstår sjældnere hos denne race end hos så mange andre. Hvis du gerne vil have mere end én maine coon, kan det anbefales, at du anskaffer dig to killinger fra samme kuld, som har været særligt glade for hinanden, leget meget sammen, sovet i tæt fysisk kontakt med hinanden osv.
De tre bedste egenskaber ved maine coon
- Et passende aktivitetsniveau: Maine coon er en race, der har et aktivitetsniveau, der passer de fleste. Den er ikke direkte magelig, men heller ikke overaktiv og kræver ikke en ekstraordinært stor indsats at aktivere. Derfor er det et passende niveau for de fleste.
- Kan med de fleste: Racen er kendt for at være tolerant over for andre kæledyr, børn osv. Derfor er den også populær blandt de danske børnefamilier. Det er naturligvis stadig vigtigt at give den plads og ro, når den har brug for det, men sindsmæssigt er det en tolerant kat. Den er meget kærlig og social, hvilket gør den til en fantastisk ven. Den elsker at være tæt på sine ejere og vil ofte følge dem rundt i huset og være med, når de klarer dagens gøremål.
- Et smukt, naturligt udseende: Maine coonen er ikke bare den største af vores tamkatte – den er også en af de flotteste og mest imponerende at møde. Den er virkelig et smykke i hjemmet, hvis man ikke er til de mere yndige og nuttede racer.
Vil du vide mere om andre populære racer?
Vi har samlet en liste med de mest populære katteracer, så du kan blive klogere på racens behov, styrker, udfordringer, og du kan finde din bedste firbenede ven!
Beregn din pris!
Se, hvad det koster at sygeforsikre din kat.