Oprindelsesland: Storbritannien
Levealder:
12-17 år
Vægt:
Hanner 5 - 7 kg, hunner 4 - 6 kg

Hvor kommer british shorthair fra?

Racen stammer fra Storbritannien. Den er en robust kat, der kunne klare sig i klimaet på disse breddegrader. Briten blev officielt anerkendt i slutningen af 1800-tallet, og den har ikke ændret sig meget i løbet af de århundreder, den har eksisteret.

I begyndelsen af 1900-tallet blev perseren krydset ind i racen, og dermed kom langhårsgenet ind. Det blev grundlaget for british longhair-varianten. Efter anden verdenskrig var briten ved at uddø. Heldigvis blev det ikke tilfældet, og i dag er det en populær race i hele Europa.

Hvordan er british shorthairs temperament og adfærd?

British shorthair er en magelig og rolig kat, der er venlig og imødekommende. Britens hovedformål er at nyde livet. En british shorthair elsker at være tæt på sin familie, og den er ganske loyal af sind. Det betyder dog ikke, at du altid bare kan kæle med den, lige når du har lyst. Lad den altid gå, når den viser tegn på, at den ikke har lyst til mere – så er der større chancer for, at den får lyst til at komme hen til dig og være kælen igen på et andet tidspunkt.

Aktivering af briten

British shorthairs er nemme at træne, selvom man ikke lige skulle tro det, når de nu har sådan et mageligt gemyt. Det er dog en meget intelligent race, der nyder at løse opgaver. Den er tålmodig og glad for mad, og det er den helt rigtige kombination, når den skal lære nyt. Den kan snildt lære tricks som f.eks. ”high five”, den kan apportere, og den kan fint bruge et aktivitetsbræt og andre aktiveringslegesager. Klikkertræning i korte træningspas er en god træningsteknik til briten.

Husk, at træning også kan bruges til at lære briten praktiske færdigheder som f.eks. at gå frivilligt ind i transportkassen, at have det godt med at blive børstet, at åbne munden på kommando, så du kan se på dens tænder osv.

Det er vigtigt, du får aktiveret din brite, både mentalt og fysisk, da dens rolige natur kombineret med madglæden hurtigt kan føre til, at den bliver overvægtig. Aktiveringsfodring kan, ud over at give katten mulighed for at udføre en stor del af sin naturlige jagt- og ædeadfærd, også være med til at forebygge og afhjælpe overvægt hos briten.

Overvejer du at få killing?

Går du i tanker om at tilføje en firbenet ven til familien? Så er du det rette sted. Vi har nemlig et killingeunivers, hvor du kan læse masser af gode artikler om, hvilke overvejelser du skal gøre dig, hvordan du sikrer huset og meget mere. 

Gå til killingeuniverset

Kvinde sidder med en killing

Overvejer du at få killing?

Går du i tanker om at tilføje en firbenet ven til familien? Så er du det rette sted. Vi har nemlig et killingeunivers, hvor du kan læse masser af gode artikler om, hvilke overvejelser du skal gøre dig, hvordan du sikrer huset og meget mere. 

Gå til killingeuniverset

Kvinde sidder med en killing

British shorthairs udseende og størrelse

Rund er nøgleordet, når det kommer til en british shorthair. Den har en rund, kompakt og robust krop med runde ben, og halen er tyk og ikke alt for lang. Ansigtet er også rundt, og de store øjne sammen med de runde kinder og de små afrundede ører giver den et sødt og venligt udtryk, som om den smiler.

Når man ser en british shorthair, kan man hurtigt tænke, den er tyk, men den er avlet til at være rund i formerne. At den så også er glad for mad og hurtigt bliver for overvægtig, er en anden sag.

British shorthairs pels er kort, tæt og plysagtig, hvilket giver den et karakteristisk bamset udseende. Pelsen er tæt og vandafvisende og dejlig blød at røre ved.

British shorthairs farver og mønstre

Briten ses mest almindeligt i den såkaldte blå farve, som mange almindelige katteejere nok snarere ville kalde musegrå, men den findes i næsten alle farver og mønstre, herunder:

  • Blå
  • Chokolade
  • Cinnamon
  • Fawn
  • Hvid
  • Lilla
  • Rød og creme
  • Sort

Øjenfarven er typisk orange, men accepteres også i grøn, blå og odd-eyed (øjne i to forskellige farver) for enkelte pelsfarver. Der findes også en british longhair-variant af racen.

Pelspleje på en british shorthair

British shorthairs pels kræver ikke megen pleje sammenlignet med andre racekatte. Det anbefales at børste den en gang om ugen for at fjerne løse hår, da det er en race, der fælder en del.

Hvad fejler british shorthairs?

Som mange andre racekatte kan british shorthair have en risiko for at blive ramt af forskellige arvelige sygdomme. Det skyldes bl.a., at racerene katte generelt har en mindre pulje af gener at føre videre end huskattene, som formerer sig meget mere tilfældigt og derfor sjældnere får ført uheldige gener videre til næste generation.
Blandt de sygdomme, som british shorthair risikerer at få, er:

  • Hypertrofisk kardiomyopati (HCM), som er en arvelig hjertelidelse. Hos katte med HCM er hjertemuskulaturen fortykket, så den mængde blod, som hjertet kan pumpe, bliver mindre. Det kan give en øget tendens til at danne blodpropper. Heldigvis arbejder opdrætterne på at mindske forekomsten af sygdommen ved at få hjertescannet deres avlskatte og undgå at avle videre på katte med lidelsen.
  • Polycystisk nyresygdom (PKD), også kaldet cystenyre, som er en arvelig tilstand, hvor katten har medfødte cyster (huller) i nyrerne, der med alderen kan blive større og gøre nyrernes funktion dårligere og hos nogle katte føre til nyresvigt. Også i dette tilfælde arbejder opdrætterne på at mindske forekomsten af sygdommen ved at undgå at avle videre på katte med lidelsen.
  • Hemophilia B. En arvelig blødersygdom, der påvirker blodets evne til at koagulere. Sygdommen er heldigvis sjælden.
  • Overvægt: Pga. sin rolige livsstil kan briten blive overvægtig, men det kan heldigvis forebygges med tilpasset fodring og sund aktivering.

Lyt med, og bliv endnu klogere på katte

Vi har lavet en podcast, hvor vi sætter livet med kat under lup og kigger på de spørgsmål, der melder sig, om man er ny eller erfaren katteejer.

Du kan lytte til vores podcast der, hvor du normalt lytter eller finde alle vores afsnit her:

Se alle afsnittene her

Podcasten Dyrebart: Pige nusser med sin killing

Lyt med, og bliv endnu klogere på katte

Vi har lavet en podcast, hvor vi sætter livet med kat under lup og kigger på de spørgsmål, der melder sig, om man er ny eller erfaren katteejer.

Du kan lytte til vores podcast der, hvor du normalt lytter eller finde alle vores afsnit her:

Se alle afsnittene her

Podcasten Dyrebart: Pige nusser med sin killing

Køb af british shorthair-killing

Vælg en opdrætter, som er opmærksom på både racens fysiske sundhed og adfærdsmæssige trivsel, og som kan give dig råd og støtte til, hvordan du skal passe din british shorthair. Hvis du ønsker en mere uvildig rådgivning før købet, kan du kontakte din dyreklinik eller en uddannet katteadfærdsrådgiver.

Før du køber killingen, kan du bede opdrætteren om at se kuldet, så du kan danne dig et indtryk af, hvordan de ser ud. Er de rene og pæne, har de klare øjne, rene ører og viser de ingen tegn på diarré eller lignende? Bed gerne om at se morkatten og helst også faren, hvis det er muligt, for at se, hvordan de ser ud, og hvordan deres temperament er. Spørg også gerne, om forældrekattene er screenet for arvelige sygdomme

De tre bedste egenskaber ved british shorthairs

  1. God familiekat: En british shorthair er loyal og venlig, og dens sind passer godt til familier både med og uden børn. Den elsker at følge med dig rundt, men er også så tilpas selvstændig, at den holder af bare at hvile sig alene. Husk, at briten ligner en bamse, men den ér en kat. F.eks. er den ikke altid glad for at blive krammet og taget op at bære. Hvis der kommer børn på besøg, der ikke er vant til katte, bør de lære dette, før de er sammen med briten.
  2. Fornuftigt aktivitetsniveau: Briten er en race, hvor de fleste kan være med på aktivitetsniveauet, da det er en meget rolig og magelig kat. Selvfølgelig skal den aktiveres, men det er ikke på niveau med andre meget aktive racer.
  3. Træningsvillig: Kombinationen af intelligens og madglæde er helt perfekt, når du skal træne din british shorthair. Hvor andre katteracer kan være sværere at træne, så er dette en perfekt blanding, da den oftest kan motiveres med mad. Det kan være nyttigt, når du f.eks. skal lære den at gå ind i transportkassen på kommando. Men husk risikoen for overvægt og hold dig til små godbidder med et lavt kalorieindhold.

Tre ting, du skal vide, inden du køber en british shorthair

  1. Magelig med stort M: En british shorthair er ikke en meget aktiv kat, og da den samtidig er glad for mad, skal du sørge for at fodre den korrekt og få den aktiveret, så den ikke bliver overvægtig.
  2. Masser af hår: Racen har en lækker, vamset pels, der giver den et nuttet bamseudtryk. Du skal vide, at en british shorthair fælder – og ekstra meget i de sædvanlige fældningsperioder. Støvsugeren skal altså svinges regelmæssigt. Dog er pelsen ellers ikke så krævende at pleje
  3. Et æsel i forklædning: British shorthair er en skøn og rolig race, men de kan også være svære at motivere for f.eks. at deltage i håndtering og sund aktivering. Godbidder hjælper som regel på sagen, men pas på, at det ikke fører til overvægt.

Vil du vide mere om andre populære racer?

Vi har samlet en liste med de mest populære katteracer, så du kan blive klogere på racens behov, styrker, udfordringer, og du kan finde din bedste firbenede ven!

Gå til raceoversigten

Beregn din pris!

Se, hvad det koster at sygeforsikre din kat.

20%killingerabat