I sidste uge var han afsted igen til en tandudtrækning, da jeg var helt sikker på, han havde ondt i en tand. Han viste nemlig alle de små tegn på at have ondt; trak sig mere tilbage, var mere irriteret på Rylle og kastede umotiveret op.
Dyrlægen kunne dog ikke finde nogle angrebne tænder og gik derfor lidt på ’opdagelse’ i hans mund (HURRA for dygtige og omhyggelige dyrlæger der ikke lader sig ’nøje’ med ikke umiddelbart at kunne se noget galt ).
Han fandt ud af, at Elvis desværre har fået en infektion i sine gummer omkring kæbebenet, og at det er derfor, han har haft ondt. Hvorfor, han har fået infektionen, er svært at sige, men den skal naturligvis behandles.
Så Elvis skal have antibiotika, og faktisk rigtigt meget af det – 3 ml hver dag i 10 dage! Og hvor Elvis nærmest labber smertestillende i sig (det må smage godt), så er det helt klart at antibiotika både lugter og smager rigtig grimt!
Så jeg har været lidt på herrens mark mht., hvordan jeg skal administrere medicinen uden totalt at ødelægge mit forhold til Elvis. Men jeg arbejder på sagen, og synes jeg vil dele min tilgang her, så andre, der selv står over for at skulle give deres katte medicin i en længere periode, måske kan blive inspireret.
Hvad jeg burde have gjort – for lang tid siden!
Hvis jeg nu havde tænkt mig om, og endda lyttet lidt bedre efter i de mange, mange webinarer jeg efterhånden har set om stressfri håndtering af katte, burde jeg for længst have forberedt Elvis på, at han måske på et tidspunkt gentagne gange skulle have medicin, der både smager og lugter grimt.
Men her har jeg altså været lidt doven og koncentreret mig om at lære ham andre ting. Men man kan faktisk vænne sin kat (og hund – og andet dyr) til at indtage ting, der smager måske ikke ligefremt grimt, men i hvert fald anderledes, fra en sprøjte.
Her skal man starte med at vænne katten til at drikke/spise noget, der smager rigtigt godt (f.eks. kattepaté opløst i lidt vand, så det bliver mere flydende) fra engangssprøjten: Fyld sprøjten med det opløste kattemad og giv katten god tid til at lære at slikke maden fra sprøjten.
Når katten efterhånden synes, det er en god leg at labbe flydende kattemad fra en engangssprøjte i sig, kan man begynde at blande forskellige ting i ’grundsubstansen’ (dvs. i kattepateen opløst i vand), der er ufarlige for katten, men smager forskelligt. F.eks. et par dråber lakseolie eller et par dråber olivenolie (men pas på, ikke at blande ting i der er giftige for katte!).
Eller man kan begynde at variere ’grundsubstansen’ ved at bruge forskelligt smagende kattepateer. Dette vil vænne katten til, at det, der kommer ud af sprøjten, kan smage forskelligt og være lidt overraskende.
Når man begynder at variere smagen, skal man belønne, at katten spiser den nye smagsvariant med gode godbidder, eller med at den får lov at slikke på en anden sprøjte med den oprindelige smag.
Begge kattene har intet imod at spise smertestillende – som Rylle her viser. Jeg burde også have lært dem at tage andre typer medicin, inden det blev nødvendigt (Foto: Pia Hansen).
Hvis jeg havde gjort dette forarbejde, ville jeg lettere have kunnet blande Elvis antibiotika op i noget kattepaté blandet med vand og have givet ham det. Og toppet op med ren kattepaté blandet med vand i en anden sprøjte. Netop fordi han ville være vant til at få ’flydende stads’ på den måde, tror jeg, det ville have gjort hele processen nemmere.
Men jeg har altså været doven og har været nødt til at sætte mig ned og tænke over, hvordan jeg kan få givet Elvis antibiotika hver dag i 10 dage, uden at det totalt ødelægger vores forhold til hinanden.
Hvad jeg kunne have gjort
En ting, der ville have været rigtig fristende at gøre nu, hvor Elvis bare skal have sin medicin hver dag, ville være at blande den op i hans vådfoder. Men det har jeg simpelthen ikke turdet gøre.
For det første fordi, at hvis han ikke ville spise vådfoderet med medicinen i (han har tydeligt vist mig, at medicinen smager rigtig grimt), så ville jeg have spildt ret meget medicin. Og da jeg netop kun har nok medicin til at dække den periode, han skal have den, ville det ikke være så smart.
For det andet, og endnu mere vigtigt, ville der også være den risiko, at det ville få Elvis til at undgå sit vådfoder i fremtiden. Hvis han begynder at forbinde smagen af vådfoder med smagen af den væmmelige medicin, ville jeg risikere, at vådfoderet i sig selv ville minde om medicinen, og Elvis derfor også besluttede, at vådfoder var væmmeligt helt generelt.
Hvad jeg gør
Så jeg har altså for det første ikke gjort mit hjemmearbejde i god tid! Og jeg har heller ikke turdet prøve at snyde Elvis ved at putte medicinen i hans mad. Så jeg har været lidt på herrens mark mht. at få givet Elvis den væmmelige antibiotika!
De første par dage gik jeg lidt i panik og tvang medicinen i ham, mens jeg prøvede at glemme, at jeg egentlig er uddannet adfærdskonsulent. Men det var bare ikke rart, og både Elvis og jeg var rigtig kede af det. Og hvad værre var, det tog ham kun to aftener at begynde at undgå mig og køkkenet om aftenen, når han vidste, at tiden for medicin nærmede sig.
Så jeg satte mig ned og mindede mig selv om, at jeg netop er adfærdskonsulent og overvejede, hvordan jeg kunne gøre processen nemmere for os begge to. Og derfor er Elvis og jeg gået i benhård ’medicineringstræning’ flere gange dagligt.
Helt generelt får Elvis sin mad fordelt over 6 daglige måltider – 4 gange tørfoder og 2 gange vådfoder. Meget af hans tørfoder får han i små træningssessioner både morgen, frokost og aften. Og han er vant til, at vi i træningen øver forskellig slags håndtering, dvs. at få klippet kløer, kigget i øjne og ører osv. (altså med undtagelse af at give medicin – som jeg så har ignoreret, dum som jeg er!).
Så det er slet ikke uvant for ham, at der kommer nye ting til i den genre, f.eks. at snuse til den væmmelige medicinflaske, tage den tomme medicinsprøjte i munden, snuse til sprøjten med lidt medicin på og endda lige slikke lidt på sprøjten med medicinen på.
Så det er vi begyndt at træne flere gange dagligt, hvor han så bliver belønnet med sit tørfoder for sådan en ’modig’ adfærd i forbindelse med hele den væmmelige medicineringsproces.
Denne video viser en træningssession, hvor Elvis og jeg træner medicinering, uden at han får medicinen.
Selve medicineringen har jeg så lagt i forbindelse med, at han får sit vådfoder om aftenen. Det er et større ritual, som begge katte elsker, og det har været nogenlunde let for mig at ’udvide’ det med at invitere Elvis op på køkkenbordet, hvor han allerede er vant til at træne håndtering, og hvor vi også har de daglige træningssessioner i medicinering.
Her belønner jeg ham så allerførst med lidt af sit vådfoder for at være så dygtig at komme op på bordet. Og jeg belønner ham for at se sprøjten blive fyldt med medicin, og jeg belønner ham for at snuse til sprøjten og medicinen, som han jo allerede har prøvet flere gange tidligere på dagen.
Og så kommer tidspunktet, hvor jeg må give lidt køb på, at jeg allerhelst vil have, at han tager sin medicin frivilligt, fordi så langt er vi bare ikke kommet i træningen. Derfor tager jeg forsigtigt fat om hans hoved (noget vi også tidligere har trænet) og stikker sprøjten ind i munden på ham og giver ham 1ml af medicinen.
Det belønner jeg så med noget af hans vådfoder og venter med at give ham den næste ml medicin, indtil han slikker sit vådfoder i sig med sin sædvanlige iver (antibiotikaen smager så grimt, at han faktisk næsten ikke kan få sig selv til at spise noget som helst lige efter at have fået en ml af den – det kan man se på videoen herunder). Så får han den næste ml på samme måde og den sidste ml på samme måde.
Det tager den tid, det tager, men det er meget mindre stressende for både Elvis og mig på denne måde, og han er holdt op med at undgå både mig og køkkenet om aftenen. Så selvom det ikke er så perfekt som jeg gerne så, det var, med en kat der i god tid var trænet til bare at labbe selv den bitreste medicin i sig, er det meget meget bedre end at tvinge medicinen i ham!
Denne video viser, hvordan Elvis får sin medicin nu. Den er lidt lang, men det er fordi, vi tager os god tid og ikke forhaster / tvinger processen igennem.
Morale
Jeg ved ikke, om der er en morale i denne historie, måske andet end at nød lærer doven adfærdskonsulent ikke bare at prædike for andre om, hvordan tingene bør gøres, men faktisk også at gøre dem selv! I dette tilfælde har jeg lært på den hårde måde, at begge kattene i fremtiden skal trænes i at spise forskellige lettere opblødte typer kattemad ud af en sprøjte!
Men moralen er måske også, at man nogle gange kan finde en omvej til at få medicin i sin kat, noget mange katteejere frygter! Det tager tid, tålmodighed og lækre godbidder, men det kan altså nogle gange klares, uden at der flyder blod (ejerens,) og uden at forholdet til katten lider et knæk.
Jeg håber, min lidelseshistorie her med Elvis kan inspirere andre katteejere til at prøve lidt af det samme, næste gang de står med en flaske medicin og en kat, der har begravet sig langt inde under sofaen og nægter nogensinde at komme ud igen.
Og måske endda også inspirere til at begynde medicineringstræningen inden det for alvor bliver nødvendigt, at katten skal have medicin.