Oprindelsesland: USA
Levealder: 12-15 år
Højde: 20-30 cm
Vægt: 3-7 kg
Farve: Finde i mange forskellige farver, herunder hvid, sort, creme, abrikos og flerfarvet.
FCI-gruppe: Ikke officielt anerkendt af FCI
Hvor stammer maltipooen fra?
Maltipooen er en krydsning mellem en gammel selskabshunderace, malteseren, og pudlen der er kendt for sin intelligens og store underholdningsværdi. Denne blanding blev først populær i USA og er sidenhen hurtigt blevet lige så populær i resten af verden. Dens hurtigt voksende popularitet kan tilskrives den stigende trend, hvor puddelhunde blandes med forskellige racer, for at opnå et nuttet udseende, kombineret med en mere allergivenlig pels. Det er dog fejlagtigt, at de kaldes for allergivenlige, da der ikke er garanti for, at en allergiker kan tåle dem.
Hvordan er temperamentet hos en maltipoo?
Maltipoos er kendt for deres livlige og selskabelige personlighed. De er nysgerrige, venlige og elsker at være en tæt del af familien. De trives bedst med tæt fysisk kontakt og vil helst følge deres ejer overalt. De sover bedst i soveværelset (og måske endda i sengen) og bør have adgang til sofa eller andre bløde møbler, hvor I kan have hyggestunder sammen.
Hjemme er maltipoos rolige, altid tæt knyttet til deres mennesker og som regel venlige over for fremmede, om end nogle kan være vagtsomme og have en tendens til at gø. Med en positiv introduktion til fremmede mennesker og hunde vil den dog ofte ikke være afvisende. Du skal dog kunne leve med, at du måske får en hund, der giver besked, når der er besøg på matriklen, for det er en del af den lille krøllede pakke.
Selvom maltipoos ikke er store hunde, kan de være ret aktive, især når de er uden snor på gåture. Forfædrene til malteseren var kendt for at bekæmpe skadedyr i havnebyernes pakhuse og skibe, og denne jagtlyst er stadig til stede i deres efterkommere. Det betyder, at de fleste maltipoos har brug for regelmæssig fysisk aktivitet og mentalt stimulerende opgaver for at trives. En maltipoo, der ikke får tilstrækkelig aktivering, kan begynde at kede sig og udvikle adfærdsproblemer, så selvom det ser ud til at være en lille nem selskabshund, har den en indre cirkushund liggende på lur, for pudlens gener fornægter sig absolut heller ikke.
De elsker at lege og udforske, og deres energi gør dem altid oplagte til sjov og oplevelser. Det er i bund og grund en livsglad lille hund, der relativt let tilpasser sig det liv, den lander i, men det kræver, at ejeren er villig til at investere tid i daglig aktivering.
Maltipoos er meget charmerende, og de kan ofte blive overforkælede, når de kigger på en med deres store, søde hundeøjne. Det er derfor vigtigt at give dem en venlig, men konsekvent opdragelse, præcis som alle andre hunde. De bør opleve livet i snudehøjde, og ikke tilbringe for meget tid som taskehund eller på armen. Tidlig socialisering og træning er afgørende for at sikre, at din maltipoo vokser op til at være en velafbalanceret hund, hvor dens charmerende attitude kan blomstre i fuldt flor.
Det er vigtigt at vælge legekammerater i samme højde og drøjde. Den lille krøltop kan være ganske hurtig, når den er uden line på gåturene. Dens små bevægelser og hurtige løb kan sætte gang i jagtlysten hos nogle større hunde. Kommer din maltipoo i karambolage med større og tungere hunde, kan den komme til skade, så vær opmærksom på at leg er for ligesindede.
Med dens lille størrelse og venlige natur er maltipooen et populært valg som begynderhund og særligt i børnefamilier. Dog er det vigtigt, at børnene har en vis alder, før samværet kan være givtigt for begge parter. Det er afgørende at børnene lærer at behandle hunden med respekt fra en tidlig alder. Maltipoos bør ikke bæres eller løftes af børn, og det er vigtigt, at alle i familien forstår hundens grænser og signaler. At have børn, der er opmærksomme på hundeadfærd, vil sikre, at maltipooen trives og føler sig tryg og gøre at barn og hund kan knytte tætte bånd.
Elsk hele hunden
Det er vigtigt at forstå, at når man blander to racer, kan man ende med egenskaber fra begge forældre, og der vil altid være variationer inden for et kuld hvalpe. Du skal derfor være klar til at elske hele hunden, uanset hvilke træk der dominerer hos dit eksemplar.
Maltipooen kan have både malteserens jagtinstinkter og pudlens gøglertendens. Nogle har en jævn blanding af det hele, mens andre er mere puddel end malteser og omvendt. Derfor skal du kunne se dig selv med begge dele, før du kaster din kærlighed på krøltoppen.
Maltipooens udseende og størrelse
Maltipoos er små hunde, der kan variere en del i størrelsen, da det afhænger af hvilken størrelse puddel, der er brugt i blandingen. De har typisk en højde på 20-30 cm og en vægt på ca. 3-7 kg. De har en blød, krøllet pels, som er blandingens vartegn. De kommer i mange forskellige farver, så der er helt sikkert en, der falder i din smag.
Pelspleje på en cockapoo
Lige så sød og lækker pelsen er, lige så omfattende er pelsplejen. Maltipoos kræver en del pelspleje for at trives og holdes fri for knuder og filter. Børstning flere gange om ugen og regelmæssig klipning er derfor nødvendig. De skal klippes 3-4 gange årligt (poter som regel oftere) for at holde pelsen i god stand. Hvis du ikke selv har mod på frisørtjansen, må din maltipoo få professionel klipning hos hundefrisøren.
Selvom din hund ender på salon, betyder det ikke at du kan slippe for daglig børstning eller træning, så hunden bliver tryg ved at blive klippet. Fra hvalpen er helt lille og resten af dens liv, må du sikre, at den er vant til og tryg ved at blive soigneret og klippet, da det er noget, der kommer til at fylde en del i jeres hverdag sammen.
Er en maltipoo allergivenlig?
Selvom maltipoos ofte betegnes som allergivenlige på grund af pudlens gener, findes der ikke en 100% allergivenlig hund – det kommer nemlig helt an på, hvad man er allergisk overfor. Pas en maltipoo for andre, så du har dem inde på livet og kan mærke, om du reagerer. Det er i ingens interesse at invitere en ny hvalp ind i dit liv, for at du så må skille sig af med den igen. Tag det alvorligt og gør et grundigt forarbejde.
Træning af en maltipoo
Maltipoos er generelt meget lærenemme, men det er vigtigt at starte træningen tidligt. En venlig og konsekvent tilgang til træning med godbidder vil hjælpe din maltipoo med at udvikle de nødvendige færdigheder for en hund, du kan have med dig forskellige steder. Og den vil helt sikkert gerne med på tur, så I kan være sammen oftere.
Det er også vigtigt at sørge for, at maltipoos får tilstrækkelig socialisering, så de bliver trygge ved forskellige mennesker og situationer. Det er afgørende at din opdrætter starter dette job fra hvalpen er helt lille. Sørg derfor for at vælge en opdrætter, der har socialisering og miljøtræning i højsædet.
Udendørs er maltipoos overraskende aktive. Selvom nogle kan have en selvstændig natur, især når de ikke er under opsyn, vil de generelt holde god kontakt med deres ejer, forudsat de har fået tilstrækkelig træning i indkald. De har brug for daglige gåture af en vis længde, gerne med mulighed for at løbe frit og bruge næsen til søgeopgaver.
Hvad fejler en maltipoo?
I gamle dage sagde man, at blandingshunde var mere sunde end racehunde, men vi har statistikker, der underbygger, at alle hunde kan blive syge og komme til skade, uanset deres ophav.
Præcis som med racerene hundes temperament og egenskaber, så kan man ikke bare parre en race, der har sundhedsmæssige udfordringer, med en race, der generelt er frisk og rask, og så tro, at man får et kuld med sunde hvalpe. Pudler og maltesere har som så mange andre hunde nogle sundhedsproblemer. Disse forsvinder ikke, fordi man krydser racerne med hinanden.
Maltipoos kan derfor være tilbøjelige til nogle af de samme helbredsproblemer som deres forældreracer:
- Tandproblemer
- Øjenproblemer
- Problemer med knæleddene (patellaluksation)
Det er vigtigt at vælge en ansvarlig opdrætter, der har sikret, at både mor og far er sunde og raske uden sygdomme.
Det vi elsker allermest ved en maltipoo
Det er ikke nemt at udvælge de ting, vi allerbedst kan lide ved denne type hund, for der er mange, men vi har nu alligevel måtte begrænse os:
- Elsker nærvær: Det er en hund, der elsker at være sammen med dig. Samtidig er de altid med på eventyr, hvor I får bevæget jer og oplevet nye ting. Det er bare skønt med en makker, der altid har ja-hatten på.
- Praktisk størrelse: Da en maltipoo er en relativt lille hund, så er de nemme at have med. De kan også både bo stort og småt. Ja, generelt passer de ind de fleste steder.
- Livsglad og charmerende: Det er nogle charmerende hunde, der lynhurtigt indtager ens hjerte. En maltipoo er et lille livsstykke – og det smitter.
Godt at vide, når du vælger en maltipoo
Maltipoos har mange gode ting, men selvfølgelig er der, som med alle andre hunde, også nogle ting, du skal kunne forlige dig med, hvis denne type hund skal bo hos dig:
- Pelsen kræver tid: Hvis du tænker, det er en nem opgave at holde en maltipoos pels (især hvis du blot klipper den ned), så kan du godt tro om igen. Selvom som relativt korthårde kan pelsen have tendens til at filtre. Det betyder, at du skal sætte tid af til børstning flere gange om ugen – allerhelst dagligt.
- Små, men aktive: Selvom de er små og nuttede, så skal man ikke tage fejl af, at det er en rimelig aktiv hund, der har brug for daglig motion og hjernegymnastik for at trives – ellers kan de blive (lidt for) opfindsomme.
- Kan være gøende: Det er en hund, der gerne gør opmærksom på, når der kommer fremmede på matriklen. Det skal du kunne leve med, for det kan være svært at pille helt ud af en maltipoo.
F-typer af maltipoos
Nogle opdrættere går meget op i deres opdræt af maltipoos. Derfor kan du støde på at der refereres til noget der kaldes for ”F-typer”. Det henviser til forskellige generationer af krydsninger, som påvirker hundens genetik og udseende.
- F1 (første generation): Krydsning mellem to rene racer (f.eks. en puddel og en malteser). F1-poos har en 50/50 blanding af gener fra begge forældre.
- F1B (første generation backcross): Krydsning mellem en F1-maltipoo og en af forældreracerne, ofte en puddel. Dette giver en 75/25 blanding af gener.
- F2 (anden generation): Krydsning mellem to F1-maltipoo. Genetisk set kan resultaterne variere mere end F1 eller F1B.
- F2B (anden generation backcross): Krydsning mellem en F1B-maltipoo og en af forældreracerne.
- Multigenerational (multigen): Krydsninger, der involverer flere generationer af maltipoo. Disse hunde har en mere stabil genetisk sammensætning og ensartede træk.
Disse generationer hjælper opdrættere med at styre og forudsige bestemte egenskaber hos havapoos, såsom pelsens struktur og størrelser, hvilket gør det lettere at opfylde specifikke behov og præferencer hos hundeejere.
Vil du vide mere om andre populære hundetyper eller racer?
Vi har samlet en liste med de mest populære hundetyper og -racer, så du kan blive klogere på deres behov, styrker, udfordringer, og du kan finde din bedste firbenede ven!
Beregn din pris!
Se, hvad det koster at sygeforsikre din hund.