Oprindelsesland: Australien
Levealder: 12-14 år
Højde: 53-61 cm (standard), 43-52 cm (mellem), 35-42 cm (mini)
Vægt: 23-30 kg (standard), 13-23 kg (mellem), 7-13 kg (mini)
Farve: Labradoodles kommer i mange forskellige farver, herunder sort, chokolade, aprikos, creme, rød, sølv, blå og flerfarvet. 
FCI-gruppe: Ikke officielt anerkendt af FCI 

Hvor stammer labradoodlen fra?

Labradoodlen blev opdrættet af australieren Wally Conron i slutningen af 1980'erne. Han var opdrætter hos Royal Guide Dogs Association of Australia, og målet var at skabe en allergivenlig servicehund, som kunne bruges af en klient, vis mand var allergisk over for hundehår.

Ved at krydse en puddel med en labrador retriever håbede Conron at kombinere pudlens allergivenlige pels med labradorens gode egenskaber som servicehund. Resultatet blev en labradoodle, som hurtigt vandt popularitet og banede vejen for mange andre "doodle"-krydsninger i de efterfølgende årtier.

Hvordan er temperamentet hos en labradoodle?

Labradoodles er kendt for deres venlige, sociale og kærlige temperament, men særligt de store varianter kan være ret voldsomme i deres leg med andre hunde. De er gode familiehunde, der elsker at være sammen med deres familie og relativt nemt kan lære at leve med andre dyr. Men som med alle andre hunde handler det om, hvilken opvækst hvalpen har haft og hvilket liv, du tilbyder din nye pelsede ven.

Deres intelligens gør dem rimelig trænbare. Det er jo ingen hemmelighed, at pudlen er en af de mest intelligente hunderacer, og det fornægter sig ikke hos de fleste labradoodler. Er du så heldig, at du får fingrene i en af de hvalpe, hvor pudlens mentalitet slår effektivt igennem, så er der virkelig mulighed for at få din helt egen cirkushund. De fleste besidder retrieverens ivrighed efter at ville gøre dig tilfreds, og kombinationen af pudlens glade sind og labradorens legesyge humør giver dig en fantastisk underholdende hund, der kan lære det meste.

Når først unghundeperioden er overstået og din labradoodle har fundt ro i livet, står du med en energisk hund, der elsker at være aktiv ude og ind, men også er rigtig god til at slappe af og hygge sig med sin familie. Behandles de respektfuldt, er de generelt gode med børn og elsker at være midtpunktet i familien. Og skal vi være helt ærlige, så bliver de hurtigt epicenteret for kærlige nus og sjove lege.

Elsk hele hunden

Det er værd at huske på, at blot fordi du blander en aktiv race (puddel) med en mere rolig (labrador), betyder det ikke nødvendigvis, at du ender med noget midtimellem. Du kan lige så vel ende med den ene eller anden yderlighed. Der er altid variationer i et kuld hvalpe (sådan er det også med racehunde), men det er ikke en jævn blanding af det hele, man ender med. Så det er altid et godt udgangspunkt at have kærlighed for begge racer, for du ved ikke med sikkerhed, hvad der slår igennem hos netop din hund. Derfor skal du kunne elske HELE hunden.

Overvejer du at få hvalp?

Går du i tanker om at tilføje en firbenet ven til familien? Så er du det rette sted. Vi har nemlig et hvalpeunivers, hvor du kan læse masser af gode artikler om, hvilke overvejelser du skal gøre dig, hvordan du sikrer huset og meget mere. 

Gå til hvalpeuniverset

Hundehvalpe bliver holdt i hånden

Overvejer du at få hvalp?

Går du i tanker om at tilføje en firbenet ven til familien? Så er du det rette sted. Vi har nemlig et hvalpeunivers, hvor du kan læse masser af gode artikler om, hvilke overvejelser du skal gøre dig, hvordan du sikrer huset og meget mere. 

Gå til hvalpeuniverset

Hundehvalpe bliver holdt i hånden

Labradoodlens udseende og størrelse

Labradoodles varierer i størrelse afhængigt af deres forældres størrelse. En labrador retriever bliver typisk 54-57 cm høje, hvor pudlerne findes i fire størrelsesvarianter: stor, mellem, dværg og toy. Derfor kan en labradoodle variere en hel del i størrelsen, afhængigt af hvilken størrelse puddel, der er blandet i.

Pelsen kan være bølget, krøllet og nogle kan også blive lidt mere ruhårede i det. Det er ikke altid, at du kan se på hvalpen, hvilken pelstype den får, så det er endnu en af de små overraskelser, den gemmer på.

Pelspleje på en labradoodle

Når man krydser en puddel med en labrador retriever, blander man en hund, der ikke fælder særlig meget, med en hund, der fælder en hel del. Man blander faktisk to hunde med uforenelige pelsegenskaber. Det betyder, at en del labradoodles får pelsproblemer, hvis de ikke børstes ofte. Hundefrisører landet over har lavet oplysningskampagner, da de hyppigt får doodler i salonen, der må klippes helt ned med maskine, fordi dette pelsmix giver hundeejeren store soigneringsproblemer. De skal børstes flere gange om ugen for at undgå knuder og filter.

Har din labradoodle en krøllet eller bølget pels, skal den klippes, men får du en variant, der er mere ruhåret, skal den trimmes. Regelmæssig pelspleje er afgørende for hundens trivsel, da den ellers får filtret pels, der lægger sig som pladevat tæt på huden. Det gør ikke kun ondt, men giver også sår og hudproblemer.

Køb derfor kun hvalp fra en opdrætter, der kan vejlede i, hvordan hundens pels skal passes. Har du ikke selv mod på klippeopgaven, må den på salon 3-4 gange årligt.

Doodler er kendt som allergivenlige, men der findes ikke en 100% allergivenlig hund. Kan du ikke tåle hund, så er der mange muligheder for at finde racer, der er ”allergivenlige”, men der er absolut ingen garantier, uanset om det er med eller uden stambog. Du kan derfor med fordel tilbyde at passe hunde for andre, så I kan være tætte på hinanden i et par dage, og du kan teste af, om næsen løber og øjnene klør. Det er hverken i en ny hvalps eller din interesse, hvis den skal være prøvekanin.

Træning af en labradoodle

Labradoodles er intelligente og kendt for at være lette at træne. De er ligeledes kendt for at trække en del i snoren, så det er et vigtigt område at fokusere på, når du får hvalpen hjem. Husk også på, at pudlen er lidt af en cirkushund, der er initiativrig og hurtigt keder sig, hvis der ikke sker noget nyt eller spændende. Derfor elsker labradoodles at lære nye ting. Det er derfor vigtigt at starte træningen tidligt for at sikre, at I ikke kun kommer godt fra start, men også kommer godt videre i livet sammen.

Da denne blanding netop kan være ret social, kan nogle af dem have en tendens til at blive lidt for voldsomme i leg med andre hunde. Måske det handler om at de har pudlens atletiske og lidt sprælske sind, kombineret med en lidt tungere labradorkrop? Nogle individer har et ganske højt energiniveau, mens andre er mere i den rolige ende. Det er ikke til at sige, hvilken ende af skalaen din hvalp ligger i, men du må indstille dig på flere daglige gåture, hvor mindst én er uden line og i varieret terræn med leg med hundevenner.

Udover det vil din labradoodle elske at lave søgeopgaver og apportering på land og i vand. Apportering – hvorfor det, tænker du måske? Ja, for pudlen er oprindeligt en vandapporterende jagthund, og det er en labrador retriever også, så derfor vil din labradoodle elske at hente ting for dig, og den vil være rigtig god til det.

Hvad fejler en labradoodle?

I gamle dage sagde man, at blandingshunde var mere sunde end racehunde, men vi har statistikker, der underbygger, at alle hunde kan blive syge og komme til skade, uanset deres ophav.

Præcis som med racerene hundes temperament og egenskaber, så kan man ikke bare parre en race, der har sundhedsmæssige udfordringer, med en race, der generelt er frisk og rask, og så tro, at man får et kuld med sunde hvalpe. Pudler og labrador retrievere har som så mange andre hunde nogle få sundhedsproblemer. Disse forsvinder ikke, fordi man krydser racerne med hinanden.

Labradoodles kan derfor være tilbøjelige til nogle af de samme helbredsproblemer som deres forældreracer:

  • Hofte- og albuedysplasi
  • Øjenproblemer
  • Allergi

Det er vigtigt at vælge en ansvarlig opdrætter, der har sikret, at både mor og far er sunde og raske uden sygdomme.

Vil du høre mere om blandingshunde?

Så lyt med på vores podcast, hvor vi har et afsnit dedikeret til blandingerne:

Afsnit 11: Livet med en blandingshund

Der er også flere andre afsnit, hvor vi sætter livet med hund under lup.

Se alle afsnittene her

Vil du høre mere om blandingshunde?

Så lyt med på vores podcast, hvor vi har et afsnit dedikeret til blandingerne:

Afsnit 11: Livet med en blandingshund

Der er også flere andre afsnit, hvor vi sætter livet med hund under lup.

Se alle afsnittene her

Det vi elsker allermest ved en labradoodle

labradoodlen er en skøn hund på mange måder, men her er de tre ting, vi bedst kan lide ved dem:

  1. De er sociale, glade og elsker at være omkring mennesker: Lige præcis disse egenskaber gør dem helt ideelle som familiehunde. De elsker at være midtpunkt og nyder al det selskab, de kan få. 
  2. Nemme at træne: Hvis du lægger energi i træningen, så er der nærmest ikke grænser for, hvad din labradoodle kan lære. De er nemlig kvikke og super lærenemme. 
  3. Nuttefaktoren er høj: Selvom de kommer i mange varianter, så er de simpelthen bare så skønne at se på, og sørger du for, at de får underholdning nok i livet, er de nemme at have med overalt.

Godt at vide, når du vælger en labradoodle

Labradoodles har mange kvaliteter, men selvfølgelig er der også nogle ting, du skal være opmærksom på med denne type af hunde:

  1. Pelsen er krævende: Det er ikke til at vide, hvad for en type pels, din labradoodle får. Det, vi til gengæld ved, er, at den helt sikkert vil kræve en del arbejde i børstning samt trimning eller klipning.
  2. Kvikke, aktive hunde: Det er en kvik hund, der har masser af energi. Derfor har denne type hund også brug for daglig motion og hjernegymnastik. Hvis ikke den bliver stimuleret på begge parametre, så kan den begynde at finde på narrestreger selv. 
  3. Den er et kinderæg: En labradoodle er faktisk lidt som et kinderæg. Du får helt sikkert et sødt og charmerende ydre og en masse kvaliteter, men du ved heller ikke præcis, hvordan den kommer til at se ud eller være. Stor eller lille? Krøllet eller ruhåret? Virkelig aktiv eller mere rolig? Det er en del af charmen ved blandinger.

F-typer af labradoodles

Nogle opdrættere går meget op deres opdræt af labradoodles. Derfor kan du støde på at der refereres til noget der kaldes for ”F-typer”. Det henviser til forskellige generationer af krydsninger, som påvirker hundens genetik og udseende.

  • F1 (første generation): Krydsning mellem to rene racer (f.eks. en puddel og en labrador). F1-doodles har en 50/50 blanding af gener fra begge forældre.
  • F1B (første generation backcross): Krydsning mellem en F1-doodle og en af forældreracerne, ofte en puddel. Dette giver en 75/25 blanding af gener.
  • F2 (anden generation): Krydsning mellem to F1-doodles. Genetisk set kan resultaterne variere mere end F1 eller F1B.
  • F2B (anden generation backcross): Krydsning mellem en F1B-doodle og en af forældreracerne.
  • Multigenerational (multigen): Krydsninger, der involverer flere generationer af doodles. Disse hunde har en mere stabil genetisk sammensætning og ensartede træk.

Disse generationer hjælper opdrættere med at styre og forudsige bestemte egenskaber hos doodles, såsom pelsens struktur og størrelser, hvilket gør det lettere at opfylde specifikke behov og præferencer hos hundeejere.

Vil du vide mere om andre populære hundetyper eller racer?

Vi har samlet en liste med de mest populære hundetyper og -racer, så du kan blive klogere på deres behov, styrker, udfordringer, og du kan finde din bedste firbenede ven!

Gå til oversigten

Beregn din pris!

Se, hvad det koster at sygeforsikre din hund.

10%rabat* + flere fordele