Pynt, pjat eller nødvendigt? Mennesker har brug for overtøj, men gælder det samme for hunde, eller er al tøjet blot et udtryk for hundeejeres kærlighed til dyremode?
Januar og februar er årets koldeste måneder i Danmark. Kulden kalder på varme vinterstøvler og vanter, men om vores kæledyr også skal klædes på til årstiden er et omdiskuteret emne, som kan dele vandene mellem hundeejere.
Hundens pels afgør behovet for tøj
Ifølge Agrias dyrlæge Mogens Brix, er der stor forskel på, om man taler om en lille og tyndpelset dansk-svensk gårdhund, en mellemstor langpelset jagthund som f.eks. en setter uden underpels, eller om man taler om en cocker spaniel eller en labrador, der begge har en tykkere og isolerende underpels
Alle hunde er forskellige, og derfor er behovet for overtøj ikke ens. Man kan fristes til at tro, at små hunde, grundet deres lille størrelse, vil fryse mere end andre hunde, men sådan hænger det ikke sammen. Det afgørende for om hunden kan holde varmen eller ej, er hundens pelstykkelse og underuld. Herudover har hundens alder og sundhedstilstand også en betydning.
Hunde kan generelt ikke generere mere varme f.eks. ved at indtage mere foder. Skal hundeejerne gøre en forskel for deres firbenede venner i vinterkulden, må de give hundene varmt tøj på. Det er altså ikke et spørgsmål om mode for hundeejeren, men et reelt behov for ekstra isolering.
Hvornår fryser min hund?
Man kan tydeligt se på hunden, hvis den fryser. Bevæger den sig frit på gåturen eller ryster den? Hvis hunden har en forkrampet kropsholdning, tyder det på, at den er kold.
Hundens behov for tøj når det er meget koldt, eller der ligger sne
Bliver hunden alvorligt nedkølet, er den mere modtagelig overfor sygdomme på samme måde som mennesker. De kan blive forkølede og svækkede. Kropsdele, der stikker ud, som ører, halespids og pungen hos hanhunde, er mest udsat for kulden. I de helt grelle tilfælde kan de få skader på poter, snude og ører.
Hunhunde kan få urinvejsinfektion, hvis de sidder stille for længe ude i kulden. Hvalpe, syge eller gamle hunde er mest i fare for at få forfrysninger. Et godt råd er derfor at gå flere korte ture i løbet af dagen i stedet for én lang tur, når frosten bider.
Et godt råd er derfor at gå flere korte ture i løbet af dagen i stedet for én lang tur, når frosten bider.
Disse hunde kan have brug for tøj i kulden
- De kortpelsede
Fokus på pels: Kortpelsede og hårløse hunderacer har udviklet sig til at have en højere legemstemperatur end andre racer for at kunne modstå det høje varmetab, der kommer af den tynde, korte eller manglende pels.
Racer: F.eks. hunde med sparsom, kort eller glatliggende pels som f.eks. boxer, dansk-svensk gårdhund, glathåret gravhund, dalmatiner og fransk bulldog samt hunde, der for nylig er blevet tæt-trimmet, klippet eller barberet, som f.eks. pudler. Blandingshunde med kort pels hører også med i denne kategori. - De små og lavbenede
Fokus på størrelse og højde: Små hunderacer har en relativt stor overflade i forhold til deres kropsvægt. De opholder sig også tættere på jorden og er mere udsat for kulde den vej. Det betyder, at de skal producere meget mere energi og have et højere stofskifte for at holde varmen.
Racer: F.eks. små selskabshunde som chihuahua, papillon og bichon havanais samt lavbenede hunde som gravhunde og bassethunde, som har maven tæt ved jorden og dermed har svært ved at undgå nærkontakt med sne og vandpytter. - De meget slanke
Fokus på hundens huld: Meget slanke hunde, der ikke har så meget naturlig ”polstring” til at holde varmen på egen hånd, nyder en gåtur meget mere, hvis de får hjælp af et ekstra termolag. En del af disse racer mangler ikke bare fedtlaget, men har desuden sparsom, kort pels – de føles nærmest som vaskeskind, og det er der ikke meget varme i.
Racer: F.eks. greyhounds, whippets og italienske mynder samt hunde, der generelt er for tynde, vil også være udfordret her – uanset pelstykkelse. - De nyopererede og svage
Fokus på sundhedstilstand: Du bør også tage hundens sundhedstilstand i betragtning. Hunde, der går og skranter, hunde med svækket immunforsvar, hunde som lider af hypothyroidisme samt nyopererede hunde har brug for den ekstra hjælp, et dækken kan give, så de bruger energien på at komme sig i stedet for blot at holde varmen.
Racer: Alle. - Hvalpe og seniorer
Fokus på alder: Selv om man ikke kan se det på en begejstret hundehvalp, der oplever sne for første gang, kan små hvalpe have svært ved at regulere deres kropstemperatur. Det samme gælder vores trofaste, ældre hunde: Med alderen kommer ofte gigt, og gigtramte hunde kan få smerter i leddene, hvis de bliver kolde. Et lunt dækken beskytter mod ledstivhed forårsaget af kulden og minimerer smerter.
Racer: Alle.
Tøj til hundens klædeskab
Der er mange forskellige muligheder for hundetøj og -dækkener. Når du kigger efter tøj til hunden, skal du tage højde for hundens pelstype og de gældende vejrforhold. Vi giver dig her to overordnede råd til hundegarderoben:
- De helt små hunderacer og hundehvalpe skal bære en heldragt, som når helt ned om benene. De større hunde kan nøjes med et dækken, som isolerer ryg og mave. Særligt ældre hunde, som kan lide af gigt eller andre slidsygdomme, vil have stor glæde af et lunt dækken, som kan beskytte mod ledstivhed og minimere smerter. Til sidst bør brugshunde (f.eks. jagthunde), efter ekstrem aktivitet i våde omgivelser, have et vandsugende og varmende dækken for at undgå at blive afkølet i jagtpauserne.
- Små sko eller vinterstøvler kan også være en god idé, særligt når der er saltet på vejene. Skyl også hundens poter fri for salt og isklumper, når I er hjemvendt fra gåturen, og smør evt. med en god potecreme.
Udover at hundetøjet skærmer for kulde og vind, dækker det også for skidt, snavs og sne, som særligt langhårede hunde slæber med sig efter en gåtur. Hundetøjet er derfor også til stor gavn for hundeejere, der kan spare tid på pelsplejen efterfølgende.
Hunde havde ikke behov for hundetøj for 100 år siden
Man kan undre sig over, at hunde før i tiden har levet i bedste velgående uden menneskers indblanding, og nu opstår der pludselige behov for hjemmestrikkede rullekraver i ministørrelse. Dyrlæge Mogens Brix fortæller, at forklaringen skal findes i vores avl af hunde.
Vores kæledyr er vant til at opholde sig indendørs i varme stuer, og derfor er deres pels ikke udviklet til at modstå den bidende kulde, ligesom deres forfædre, ulvene. Vi har avlet hundene til at udvikle sig på en bestemt måde, og derfor er hundenes behov for tøj menneskeskabt.
Dertil kommer, at vi i dag importerer hunde fra alle verdenshjørner, hvor de ofte lever under andre klimaforhold. F.eks. stammer mange af vores hunde fra varme lande, og de hunde kan ikke pludselig gro sig en underuld tilpasset Danmarks kolde vejr. Derfor kan vi være nødt til at hjælpe dem lidt på vej med en lille hundefrakke.