Alle ønsker en fredfyldt og harmonisk jul. Sørg derfor for at forebygge nogle af de farer der findes i hjemmet.
Husk hundens daglige rutiner
Hunde er vanedyr og det er vigtigt at vi fastholder deres rutiner, også i julen. Giv hunden de sædvanlige lufteture. Det er også sundt for os mennesker, at komme ud i den friske luft, og få rørt os lidt oven på alle julegodterne.
De ekstra fridage er også en god mulighed for at være aktiv sammen med din hund. Disney sjov og julemiddagen kan nydes i fred og ro, hvis hunden har fået en lang tur og er træt og fornøjet. Hvis der kommer mange julegæster er det en god ide, at hunden har et ”helle”, hvor den kan være i fred og ro, hvis den ønsker det. Især hvis der er mindre børn blandt gæsterne, da de ofte er meget interesserede i hunden.
Ingen julemad til hunden
Når andestegen, flæskesværene og rødkålen kommer på julebordet, dufter det noget så godt. Det synes hunden også, og det kan være fristende at give den en smagsprøve, for den skal jo også mærke, at det er jul. Men hver jul bliver mange hunde alvorligt syge, fordi de har indtaget store mængder fed julemad. De mest almindelige symptomer på for meget fed mad er diarré og opkast, men i flere tilfælde leder den usunde kost til betændelse i bugspytkirtlen, også selvom der kun er tale om én aften med julemad.
Hvis din hund får betændelse i bugspytkirtlen, er den i livsfare, og du bør reagere hurtigt. Hvis hunden overlever betændelsen, vil der ofte være sket så store forandringer i bugspytkirtlen, at det kan udvikle sig til en kronisk lidelse, som hunden skal leve med resten af sine dage.
Typiske kendetegn ved en betændt bugspytkirtel er, at hunden bliver sløv, ikke har lyst til at spise, får feber, kaster op og har diarré. Hunden kan også finde på at lægge sig i en slags bedestilling, hvor forpoterne er strakt frem og overkroppen ligger helt nede ved jorden mens bagbenene er oprejste.
Hunden må heller aldrig få ben der starter med ”F” som fugl-, fisk- eller flæskeben. Vil du give hunden noget ekstra lækkert, kan du give den en hundegodbid som for eksempel et tyggeben, griseøre eller lignende.
Advarsel mod chokolade!
Chokolade indeholder teobromin, et stof der er giftigt for hunde. Hvis hunden spiser for meget chokolade kan den blive alvorligt syg, og faktisk også dø af chokoladeforgiftning. Symptomerne for chokoladeforgiftning er opkast, rastløshed, meget savl, koordinationsproblemer, muskelsvaghed, mavesmerter og kramper. Symptomerne viser sig cirka 4-24 timer efter at hunden har spist chokoladen.
Undlad at have chokolade eller andre godter stående fremme så hunden kan få fat i det! Hvis hunden har spist chokolade, skal du forsøge at finde ud af hvor meget den har spist. Kontakt derefter din dyrlæge eller dyrlægevagten hvis klinikken har julelukket.
Der findes speciel ”hundechokolade” som kun indeholder meget små doser af teobromin og derfor er ufarlig i små mængder.
Peberkager og dej er også usundt for hundemaver.
Pynt hundevenligt op
Julepynt kan være farligt for din hund. Juletræet er både i sig selv og med sin pynt til fare for hunden. Træet kan vælte ned over hunden hvis den nysgerrig som den er, inspicerer det for grundigt: Sørg for at juletræet står meget stabilt eller at hunden ikke kan komme tæt på det.
Hundemaven kan ikke fordøje grannåle, så støvsug ofte under juletræet. Glimmer, glaskugler og andet julepynt er heller ikke godt for en hundemave, men det sker desværre at hunden smager på dem alligevel. Mange tror måske at risikoen for at hunden spiser julepynt er overdrevet, men alle dyreklinikker kan fortælle historier om, mærkelige ting de har opereret ud af hundemaver: valnødder, legoklodser, legetøj, julenisser osv.
Overvej også at en knust glaskugle kan forårsage grimme sår i trædepuderne.
Elektriske ledninger bør have jordforbindelse og være placerede så de ikke er lette at komme til. Stearinlys skal også være placerede så hunden ikke kan komme i nærheden af dem. En ivrig hund kan let vælte et tændt lys og starte en ildebrand. Skulle den få den ide at smage på stearinlyset bliver der virkelig gang i maven og du kan være sikker på at skulle ud det meste af natten!
Gavebånd er en meget større fare for vores husdyr end mange tror! De er både flotte og spændende. Hvis din hund spiser dem, kan de snøre sig om tarmene og skære dem i stykker. Det kan være ret alvorligt med skadede tarme til følge.
Julegaver til mennesker og hunde
Giver du din hund julegaver – så sørg for at det er hundeting: hundelegetøj, hundegodbidder eller et lækkert tyggeben.
Der findes aktivitetslegetøj hvor hunden skal bruge sin hjerne for at løse problemer af skiftende sværhedsgrad. Det er en rigtig god julegave som holder længe og styrker hundens selvtillid. Spørg hos dyrehandleren.
Børnenes julegaver i form af legoklodser, puslespil og andre småting er blandt de ting dyrlægen til tider må operere ud af hundemaver. Lad ikke hunden lege med disse.
Det er en god ide at give hunden rigeligt med motion og et godt tyggeben inden julegaveuddelingen. Så kan den ligge for sig selv og hygge sig med det, når de tobenede åbner julegaver og spiser chokolade i lysets skær.