I 2016 foretog YouGov en undersøgelse på vegne af Agria Dyreforsikring, der viste, at kæledyr kan give nedtrykte danskere øget livskvalitet og højne deres humør. Ifølge undersøgelsen oplever 70 procent af de danske kæledyrsejere, at deres kæledyr gør dem gladere, og mange svarede dertil, at de kan støtte sig op ad kæledyret, når de er stressede eller deprimerede. Men kæledyrene kan faktisk også blive nedtrykte, forklarer dyrlæge hos Agria Dyreforsikring, Mogens Brix:
“Kæledyr fungerer ikke blot ved instinkt alene. De har følelser, der kan minde om de følelser, vi mennesker kender til. Det ser man fx på hunden, som logrer med halen og springer rundt, når den oplever glæde. Men kæledyr kan også opleve negative følelser,” siger Mogens Brix.
Selvom det for nogen kan lyde som en vittighed, at kæledyr bliver deprimerede, så er det en kendsgerning, at dyrlæger udskriver antidepressiv medicin til nedtrykte kæledyr. I 2012 foretog Politiken research en undersøgelse, der viste, at 7 ud af 10 dyrlæger ordinerer antidepressiv medicin til især hunde og katte.
Men hvordan ved man lige, at fx ens hund er deprimeret? Man kan jo ikke ligefrem tage en snak med hunden om dens humør. Ifølge Mogens Brix kan hundens adfærd i hverdagen og ikke mindst ændringer i forhold til normal adfærd afsløre tegn på depression:
“Et deprimeret kæledyr, som en hund eller en kat, vil være mindre entusiastisk i forbindelse med de aktiviteter, som normalt resulterer i begejstring. Det kan være i forhold til fodring, leg og gåture. Og et deprimeret kæledyr vil i langt mindre grad opsøge menneskene omkring dem” siger Mogens Brix og fortsætter ”Det vigtige i denne forbindelse er at huske at disse adfærdsændringer kommer gradvis i meget små skridt, hvilket nemt resulterer i at vi der omgås dyrene vænner os til deres ændrede opførsel og derved ikke registrerer den. Det er således vigtigt at have øje for detaljer i dit kæledyrs adfærd for tidligt at opdage eventuelle depressions tendenser.”
Mogens Brix forklarer, at det ofte er ændringer i kæledyrets fysiske omgivelser, som resulterer i negative følelser. Det er især gældende for hunde, som også kan blive påvirket negativt af at være for meget alene. Mogens Brix er ikke modstander af brugen af antidepressiv medicin til kæledyr, men han opfordrer ejerne til indledningsvis at undersøge, hvad der kan ligge til grund for den ændrede opførsel hos dyret. Ofte kan små ændringer i hverdagen nemlig være nok til at depressionen forsvinder:
“Man kan forsøge at ændre på de fysiske rammer, som kæledyret lever i. Det kan være i forhold til stimuli i dagligdagen, nye lege og øvelser, mere nærkontakt med mennesker og andre dyr, og for hunde gælder det især, at fysiske udendørsaktiviteter hjælper på humøret – socialisering er således ikke kun vigtigt i den første tid som hvalp men i hele hundens liv” afslutter dyrlægen.