Der kommer masser af små føl til verden i Danmark hver eneste år, og specielt i disse dage er der mange hesteejere der får søvnløse nætter, fordi de holder øje med folingalarmen. De vil ikke misse synet af føllet lande i foleboksens halm.
Heldigvis foregår det hele oftest uden komplikationer, og der er kommet et friskt og raskt føl til verden. Det sker dog desværre ind imellem at de små kære bliver ramt af nogle alvorlige sygdomme efter de er født. Nogle af de lidelser, der oftest slår føl ihjel, er følsyge, forstoppelse og knoglemisdannelser. Læs mere om de tre sygdomme her:
Følsyge
Følsyge er en bakterieinfektion, som rammer føllet i dets første leveuger, fordi føllets egne antistoffer endnu ikke har opbygget fuldstændig beskyttelse. Infektionen starter et sted i kroppen som en infektion i led, hjernen, lungerne eller som diarré og kan i værste fald udvikle sig til en blodforgiftning, en såkaldt sepsis. Bakterierne kommer ind i forbindelse med vejrtrækning, gennem munden eller infektion i navlen. Følsyge er som oftest et kortere sygdomsforløb.
Symptomer
- Nedsat appetit
- Voldsom utilpashed og træthed
- Visse kropsdele, blandt andet ører og ben, bliver kolde, da blodcirkulation i kroppen nedsættes
- Ved ledinfektion følger desuden hævelse i led, og føllet kan halte
Behandling
Der kræves ofte intensiv medicinsk behandling med fx antibiotika eller et drop med antistoffer, og kirurgisk behandling kan være nødvendig.
Kolik
Der kan være flere årsager til, at føl får kolik: Her lister vi de 5 oftest forekommende og forklarer, hvilke symptomer du skal holde øje med:
- Meconiumforstoppelse er almindeligt forekommende hos nyfødte føl. Det indhold, der findes i det nyfødte føls tarm, kaldes meconium og består af bl.a. fordøjet fostervand og tarmvæske, som føllet har ophobet igennem drægtigheden. Meconiumforstoppelse opstår, hvis det nyfødte føl ikke er i stand til at afsætte meconium ved første gødning, dvs. cirka inden for tolv timer efter fødslen. Forstoppelsen forårsager kolik, hvilket er en meget smertefuld tilstand. Ved meconiumforstoppelse vil føllet ofte være uroligt og typisk gå og svinge med halen og ofte lægge sig på ryggen med benene i vejret.
- Føldiarré opstår typisk, når føllet er 6-14 dage gammelt, og optræder i forbindelse med, at hoppen har sin første brunst efter foling (følbrunsten). Det er dog som sådan ikke direkte relateret til følbrunsten, men mere føllets etablering af tarmfloraen. Oftest bliver føllet ikke særligt påvirket af diarréen, men det kan nogle gange påvirke almentilstanden og give koliksymptomer.
- Rotavirus kan påvirke føllet, når det er blevet et par uger gammelt, og giver ofte anledning til sygdomssymptomer i form af diarré, som kan føre til dehydrering. Føl, der er ramt, har normalt brug for dyrlægebehandling. Rotavirus er meget smitsomt, og syge føl bør derfor isoleres fra andre føl.
- Spolorm kan udvikle sig til et stort problem for føllet, som fra to-måneders alderen kan begynde at vise symptomer. Spolorm kan være rigtig farligt for føllet og kan i nogle tilfælde være fatalt. Kraftige spolorm-infektioner vil påvirke føllets trivsel, og symptomerne er bl.a. nedstemthed, dårligt pelslag og vægttab. Hvis føllet går med en stor mængde spolorm i tarmen, kan det forårsage fortykkelse af tarmvæggen, forstoppelse og i alvorlige tilfælde føre til en bristet tarm. Føllene bliver smittet med spolorm tidligt i deres liv, som derefter udvikler sig til den voksne orm, før den forårsager symptomer.
- Vindkolik med ophobning af store mængder gas ses ofte i forbindelse med meconiumforstoppelse, men der kan forekomme andre årsager som f.eks. misdannelser i tarmen eller ved endetarmen. I disse tilfælde vil føllet begynde at vise kolik inden for de første levedøgn. Blæreruptur (sprængt blære) kan ligne dette, men her vil der være et øget bugomfang som følge af væske (urin) i bughulen, og disse føl vil kun gradvist forøge deres bugomfang og kun vise mindre koliksymptomer.
Symptomer
Føl viser smerte på forskellige måder, nogle gange reagerer de meget stærkt på ingenting, og nogle gange kan de blive helt slappe og apatiske. De vil ofte lægge sig i sammenkrøllet stilling med forbenene foldet ind eller lægge sig helt om på ryggen; de forsøger at finde en position, hvor det ikke gør så ondt, og ofte skærer de tænder.
Behandling
Kontakt altid dyrlægen med det samme, du oplever symptomer hos føllet. Følkolik udvikler sig ofte hurtigt, så tiden tæller.
Knoglemisdannelser
Føl kan rammes af forskellige typer af knoglemisdannelser. Knoglemisdannelser rammer ofte føl, som ikke vokser normalt, som er født for tidligt eller har ligget forkert i livmoderen. Det kan betyde, at føllet udvikler forskellige former for forkert benstilling.
Symptomer
- Afvigende benstilling, enten ved at føllet er meget lav i koderne eller er meget stejl.
- Linien fra forknæ til kode eller fra bagknæ til kode er ikke lige.
- Kraftig indfodet eller fransk stillet.
Behandling
I milde tilfælde kan tilstanden gå i sig selv igen naturligt. Hvis situationen kræver behandling, er det vigtigt, at denne behandling foretages i god tid, inden vækstområderne lukker sig. Konsultér med en dyrlæge og en kyndig beslagsmed.