Hesten har brug for energi, protein, mineraler, salt, vitaminer og vand for at have det godt. Men der skal være balance mellem de forskellige foderstoffer – for lidt og for meget af en af bestanddelene kan være skadeligt.

Hesten har brug for energi og protein for at:

  • Vedligeholde foderstand
  • Vokse
  • Udvikle foster
  • Producere mælk
  • Kunne arbejde

Hesten er fra naturens hånd græsspiser

Hestens naturlige foder er græs. Basis i hestens foderplan bør derfor være grovfoder. Men af praktiske årsager som kort græsningsperiode, og på grund af de krav, vi stille til hestens præstationsevne, har vi givet dem madvaner, der egentlig ikke er naturlige for dem.

I naturen græsser heste cirka 14-16 timer i døgnet.

I naturen græsser heste cirka 14-16 timer i døgnet. For at give hesten mulighed for at udfolde sin naturlige adfærd, bør den selv i menneskets tjeneste have lov til at tygge sig mæt og glad. Det tager cirka 35-45 minutter for hesten at tygge sig igennem et kilo hø, og cirka 10 minutter at tygge et kilo kraftfoder. Derfor er det vigtigt at sørge for, at hesten får tilstrækkeligt med grovfoder, selv om den også får meget kraftfoder.

De mest almindelige typer foder

Om vinteren erstattes græsningen af forskellige typer konserveret græs. Uanset, hvilken konserveringsmetode, man anvender, er det græssets sammensætning og udviklingsstadium, der afgør, hvor godt grovfoderets næringsindhold bliver. Grovfoder har højere energi- og proteinindhold jo tidligere i udviklingsstadiet, græsset befinder sig, når det bliver slået.

  • Græs – ikke konserveret
  • Hø – tørret græs
  • Wrap-hø/høensilage – lufttæt opbevaret
  • Ensilage – mælkesyregæret, højt vandindhold
  • Halm - tørret
  • Lucernepiller - varmlufttørret

Hvordan får du styr på grovfoderets næringsindhold?

Et godt grovfoder indeholder i de fleste tilfælde alt det, hesten har brug for bortset fra salt. Du har som hesteejer ansvar for, at hestens foderplan er tilpasset hestens behov.

Før du kan lave en velafbalanceret foderplan til din hest, skal du have lavet en foderanalyse af dit grovfoder. Andre vigtige aspekter, du skal tage hensyn til, er hestens alder, foderstand, køn, race, vægt, hvilket arbejde den udfører (vedligehold, træning eller konkurrence).

Varierende vandindhold i grovfoder

Den mængde grovfoder, man giver hesten, afhænger af foderets vandindhold. Forskellige typer grovfoder kan have meget forskelligt vandindhold. Derfor er det vigtigt at kende mængden af vand, før du laver din foderplan.

Som regel benævner man den bestanddel af grovfoderet, som ikke er vand, ”tørstof” (ts). Det er i tørstoffet, grovfoderets næringsstoffer befinder sig.

Varierende næringsindhold i grovfoder

En næringsanalyse af grovfoder er vigtigt, fordi næringsindholdet kan variere utroligt meget i forskellige typer grovfoder. Der er som regel større forskel på proteinindholdet end på energiindholdet.

Energiindhold

Indholdet kan variere mellem ca. 6-12 Mega Joule/kg. En portion hø på otte kilo, som indeholder 7 MJ/kg giver 56 MJ mens hø, som indeholder 9 MJ/kg giver 72 MJ ved samme portion.

Forskellen i energi svarer til ca. 1,5 kilo kraftfoder.

Proteinindhold

Kan variere mellem cirka 0 Fr/kg (halm) - 60 Fr/kg (ensilage). Det ideelle for voksne heste er 50-60 gram Fr/kg.

Fr = Fordøjeligt råprotein

Indholdet af mineraler kan også variere. Som regel er det kalkindholdet, der varierer mest.

Halm er egentlig ikke et foderstof, men derimod strøelse. Derfor bør du have i baghovedet, at selv halm indeholder energi, omend ikke så meget som hø. I nogle tilfælde kan man give heste halm som supplement til wrap eller hø, hvis de har brug for beskæftigelse.

Giv aldrig hesten dårligt foder

Sørg altid for, at foderet er af god kvalitet. Heste kan få kroniske problemer med luftvejene af støv, mens mug kan give kolik. Husk også at wrap hurtigt bliver for gammelt. 

Kilde: Margareta Rundgren, Husdyrsagronom med speciale i etologi ved Institutionen för husdjurens utfodring och vård, SLU. Föreläsning om "Utfodring för hästens hälsa" under kunskapsmässan Häst 2006 i Västerås. Utfodring för hästens hälsa.