Sorg, der ikke anerkendes
Social støtte er en væsentlig faktor i sorgbearbejdning. Her adskiller situationen ved tab af dyr og menneske sig en del.
Mens det er socialt anerkendt at sørge over tabet af en nærtstående person, anses det fortsat ikke som lige så legitimt at sørge over et familiedyr. Vi kalder i sådanne tilfælde sorgen for miskendt. Det kan vise sig som negligerende udsagn, som fx: ”Det var jo bare en hund” eller ”Du skal da have en ny kat hurtigst muligt”. Ingen ville udtrykke lignende, hvis det var en person, der var afgået ved døden fremfor et dyr.
Den type forslag kan være velmente, men er sjældent hjælpsomme. De forholder sig til det praktiske aspekt (genopbygningssporet) , men overser, at sorgens følelser (i tabssporet) mest er knyttet til det konkrete individ, man har en historie med. Hvis der var et følelsesmæssigt bånd til den døde, kan man ikke bare springe det aspekt over, og mange mennesker føler sig blot endnu mere alene i deres sorg, hvis andre tror det.
Miskendt sorg opstår som følge af tab, der ikke er socialt og kulturelt anerkendt, og hvor der derfor ikke er fælles sociale spilleregler for sorgen og dens udtryk. Miskendtheden bliver en ekstra belastning og barriere mod at få social støtte, som man har brug for i sorg.
Hvordan hjælper du, når andre sørger over et dyr?
At få støtte, omsorg og opmærksomhed fra familie og netværk har ofte utrolig stor betydning for den sørgende. Det kan handle om at få mulighed for at dele minder, tanker og oplevelser om det mistede dyr. At venner og familie støtter og hjælper, kan mindske følelsen af tomhed og at være alene i sorgen.
Det kan være svært at vide, hvordan man kan håndtere, at en i ens omgangskreds har mistet et dyr og særligt, hvis man ikke selv har haft en tæt tilknytning til et familiedyr. På akkurat samme måde som når man mister en nærtstående person, har den sørgende brug for at vide, at netværket eller familien er der – det være sig med omsorg, praktisk hjælp eller blot en hilsen med en kærlig tanke osv.
Måske kender du det menneske, som har mistet, så godt, at du slet ikke er i tvivl om, hvordan du bedst kan hjælpe. Men i andre tilfælde kan det være hjælpsomt at spørge, hvad vedkommende har brug for. Det er forskelligt, hvad man har brug for som sørgende.
Uvished, ventesorg og andre komplikationer
Afslutninger er vigtige for at kunne lægge noget fra sig. Ved dødsfald hjælper begravelse og andre ritualer med sorgprocessen ved at signalere en overgang. Man viser sig selv (og andre), at relationen til den døde har ændret sig, og man giver den døde ”et sted at være”, som man siden kan besøge fysisk og i tankerne.
Når man ikke får mulighed for den afslutning, er sorgen ekstra svær. Man mangler overgangsritualer, og ofte er sorgen blandet med bekymring og glimt af håb.
Psykologen Pauline Boss kalder det ”tvetydigt tab”, når man holder af nogen, som både er borte og alligevel ikke helt. Der er to former. Den mistede kan enten være forsvundet, men måske stadig i live, fx under krig eller naturkatastrofer. Eller den mistede kan være til stede, men ikke længere den samme, som man fx ser ved demens.
Begge former for tvetydigt tab findes også ift. familiedyr.
Studier viser, at mennesker, der må efterlade deres dyr under katastrofer, lider mere efterfølgende. Også hvis et dyr løber væk eller stjæles, skal man leve med uvisheden og frygten for dets skæbne, og det kan være en ekstra belastning og vanskeliggøre genopbygning.
Den omvendte situation, hvor dyret er til stede, men på sin vis allerede mistet, kender de fleste med familiedyr. Hunde, katte osv. har kortere levetid end mennesker, så med et dyr i familien ser man et helt liv udfolde sig i ”fast forward” og ved egentlig fra starten, at engang bliver den tumlende killing til en skrøbelig ældre kat, som man skal sige farvel til. Nogle mennesker afholder sig ligefrem fra at få dyr, fordi de på forhånd føler, at det kan de ikke bære (igen).
Man sørger selvfølgelig ikke hele dyrets liv, men starter ofte før dets død. Foregribende sorg (ofte kaldet ventesorg) sætter ind, når man må se i øjnene, at man snart vil miste en, man holder af.
Trang til at passe på den, man holder af, følger med at være omsorgsgiver. Som omsorgsgiver for et dyr kommer man på et tidspunkt i den paradoksale situation, at man bedst beskytter dyret mod lidelse ved at tage livet af det. Når man begynder at overveje det, begynder også ventesorgen – og dilemmaer.
Sorg kan kompliceres af særlige forhold, fx hvis man har mange tab på kort tid, hvis dyret var ens nærmeste/mest trygge havn, hvis dyret også var symbol på noget andet (fx købt af en afdød søn), hvis man har andre sårbarheder eller på anden vis er presset, eller hvis man føler skyld over dyrets død.
Komplikationerne kan medføre, at man har behov for terapeutisk hjælp. Men mange mennesker sørger meget over deres dyr, uden der var særlige forhold, og uden de får behov for terapi. Heller ikke hvis det overrasker dem, hvor meget, man kan sørge over et dyr.
Aflivningens dilemmaer
De fleste er glade for at have muligheden for aflivning, og langt de fleste familiedyr kommer herfra på den måde. Men samtidig kan det give anledning til mange modstridende følelser.
For det første er den medfødte omsorgsgivertrang indrettet til at holde den beskyttede i live, så instinkterne kan gøre modstand. Selvom man med fornuften forstår, at det er tid, kan følelserne blive ved med at rejse tvivl.
For det andet, hvis dyret ”bare” bliver gradvist mere skrøbeligt, kan det være ekstra svært at vurdere, hvornår dyret lider for meget. For hvad er for meget? De fleste dyr vil instinktivt skjule lidelse, så længe de kan, og vil periodevis se ud til at have det godt. Selv hunden, der næsten ikke kan gå længere pga. gigtsmerter, vil lyse op, når der varsles gåtur.
Frygten for det endegyldige farvel, og egne følelser bagefter, kan måske også få en til at tøve med aflivningen. Her er paradokset, at dyrlæger i dag kan tilbyde mere livsforlængende behandling end tidligere. Selvom det er en god ting, kan det også betyde en forlænget periode med lidelse for dyret og ventesorg for ejer. Og hvis man ikke har råd til behandlingerne, kan man få skyldfølelse, selvom det ikke nødvendigvis var dårligt for dyret at komme herfra.
Dilemmaerne gør, at mange mennesker bliver i tvivl om aflivningens berettigelse – både før og efter. Ejere kan både føle skyld over at have aflivet ”for tidligt” og ”for sent”, og jo mere empati de havde med deres dyr, jo mere skyld kan de føle, uanset hvornår de valgte at aflive det. Der er altså ingen nem vej udenom dette. Men så snart dyret er dødt, er det i det mindste kun ejeren, der lider.
Vil du læse flere artikler om aflivning og sorg?
Så kan du dykke ned i vores univers: Det sidste kram, der netop handler om at skulle sige farvel til sin bedste dyreven.
Hvis du har forsikring hos Agria, så kontakt os for information og vejledning angående din dyrs forsikring og eventuelle dokumentationskrav.